Hvert eneste år smider hver af os i gennemsnit 44 kilo mad ud hjemme i køkkenet. Og det er lidt af et madspildsparadoks. For faktisk vil ni ud af 10 gerne undgå madspild. Det viser en helt ny undersøgelse. Her får du en række gode råd til at mindske madspild derhjemme.

Madspild er en af vor tids største klimasyndere, og næsten ni ud af 10 danskere svarer i en ny undersøgelse fra Karolines Køkken, at de går op i at undgå madspild. Alligevel ender 44 procent af os med at smide mad ud mindst én gang om ugen.

Det svarer til, at vi hver især smider 44 kilo mad ud om året. Dermed sker mere end en tredjedel af Danmarks samlede madspild i hjemmene.

Den mængde skal ned, mener Tove Færch, leder af Karolines Køkken. Hun deler her ud af sine bedste råd til, hvordan vi undgår at smide mad i skraldespanden.

“Det behøver ikke at være svært at mindske sit madspild. Og tit og ofte handler det blot om at danne sig et overblik over, hvad man har i køleskabet”, siger Tove Færch.

Hun opfordrer til at finde madkreativteten frem hjemme i køkkenet.

“Det er en god idé at øve sig i at være mere kreativ med sine opskrifter. Du kan sagtens tilføje lidt fløde i din pastaret, selvom det ikke står i opskriften – eller supplere noget af kødet i dine frikadeller med grøntsager, hvis grøntsagsskuffen er ved at flyde over”, siger Tove Færch.

De største madspildsudfordringer er brød, grøntsager og mejeriprodukter, der oftest ender i skraldespanden, viser undersøgelsen. Derfor får du her Tove Færchs bedste råd til, hvordan du kan undgå at smide netop disse madvarer ud.

Og så deler hun også et par generelle tips til, hvordan du kan undgå madspild i hverdagen.

Tove Færchs 6 gode råd til at undgå madspild:

1. Brød: Har du en rest af brød liggende, der er blevet for tørt til at spise? Så bryd brødet op i mindre stykker, drys det med lidt tørrede eller friske krydderier, og bag det i ovnen med olie eller smør. På den måde kan brødet fungere som et sprødt element til eksempelvis en frisk salat. Du kan også bage brødet i skiver i ovnen med pesto og ost på toppen som en snack til aftenens menu.

2. Mejeriprodukter: Mejeriprodukter som mælk, yoghurt og hytteost gør sig godt i bagværk – så bag for eksempel nogle ekstra morgenboller til dig og din familie. Har du i stedet købt for meget fløde ind, er det et godt tip at hælde fløden over i en isterningepose og fryse det med det samme. På den måde kan du nøjes med kun at tage den lille sjat fløde ud af fryseren, du skal bruge i din pastaret og lade resten ligge til en anden dag. Hvis du vil bruge fløden til flødeskum, skal du piske den til skum, inden du fryser fløden. Har du for meget ost i køleskabet, så riv det og gem det i fryseren til drys på pastaretter, pizza eller til en ostesauce.

3. Grøntsager: En god måde at få brugt de sidste grøntsager på er at være kreativ med dine favoritopskrifter. Du kan lave en grøntsagslasagne i stedet for den klassiske lasagne med oksekød, og du kan snitte grøntsagerne fint og svitse dem sammen med løg – og servere dem ovenpå kartoffelmosen. Drys med bacon som prikken over i’et. Vend også om på ”råvarehierarkiet” – og tænk først på, hvad grøntsagerne kan bruges til, og derefter hvilken fiske- eller kødtype, der passer til.

4. Ofte god efter: Mange af dine råvarer kan sagtens holde sig længere tid, end datoen markeret som ”bedst før” på emballagen. Det gælder for eksempel mælk, der nu har fået mærkatet ”ofte god efter”. Så husk at smage på og lugte til dine madvarer, før du smider dem ud. I mange tilfælde kan de sagtens spises.

5. Den gode madplan: Når det kommer til at undgå madspild er og bliver et godt overblik det vigtigste redskab. Madvarer kan sagtens gemme sig bagerst i køleskabet. Sørg for at stille de ældste madvarer forrest på hylderne. Og lav en madplan, der hjælper dig med at udnytte alle de lækre råvarer, du har i køleskabet, så de ikke går tabt.

6. Tøm køleskabet: Mangler du inspiration til at bruge varerne i dit køleskab, kan du bruge funktionen ’Tøm Køleskabet’ på Arla.dk. Ved at indtaste de madvarer, du har til overs, får du på et øjeblik et forslag til retter, de kan bruges i.