København er fuld af kultur og oplevelser. Og vi er vilde med at bruge alle de mange tilbud, viser en opgørelse fra VisitDenmark, der har fundet frem til de 10 mest besøgte attraktioner i København. Hvilken er din favorit?

Forlystelsesparker, kultur og museer. Der er masser at opleve i København. Både som lokal og turist, men nogle steder er vi bare mere vilde med end andre. Det viser VisitDenmarks liste over de 10 mest besøgte attraktioner i København for 2018.

Tivoli er endnu en gang en urørlig topscorer på listen og lægger endog yderligere afstand til de øvrige attraktioner med en vækst på 11 procent.  Med 4.854.000 besøgende havde Tivoli flere end dobbelt så mange besøgende som listens igen i år nr. to, Dyrehavsbakken.

”Fælles for de store attraktioner i Top 10 er, at de ved, at der skal investeres i nyheder for at være et attraktivt valg for både danskere og udenlandske turister, og de har ressourcerne til det. Det er helt afgørende for succes, at man som attraktion forstår at udvikle og innovere sit produkt og at målrette det til sit publikum, for konkurrencen om forbrugernes tid og penge er skarp, og der kommer hele tiden nye konkurrenter til”,  siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen fra VisitDenmark.

Her kan du se hele listen over de 10 mest besøgte attraktioner i København:

Tivoli – 4.854.000 besøgende
Dyrehavsbakken – 2.400.000 besøgende
Zoologisk Have – 1.218.393 besøgende
Botanisk Have – 821.221 besøgende
Rundetårn – 699.692 besøgende
Den Blå Planet – 521.000 besøgende
Ny Carlsberg Glyptotek – 448.934 besøgende
Det Kongelige Christiansborg – 436.693 besøgende
Experimentarium – 390.076 besøgende
Rosenborg Slot, Kongernes Samling – 386.311 besøgende