København vrimler med bodegaer og værtshuse, der afholder quizaftener for dig og vennerne. Tag kliken eller kollegerne under armen, og tag til pubquiz med denne guide.

En fadøl i den ene hånd, en blyant i den anden og en flok gode venner, der mener, I kan svare på ALT. Lyder det som den perfekte aften for dig? Jamen så skal du da memorere denne liste over københavnske barer og bodegaer, der tilbyder fænomenet pubquiz.

Pubquiz på Nørrebro

Ølbaren

Ligger i Elmegade og har pubquiz den tredje mandag i hver måned. I må stille med maksimum fire personer per hold, og det koster 25 kroner per person at deltage. Vinderholdet får øl og vinder også hele puljen.

Temple Bar

Fra den 7. februar begynder Temple Bar igen at holde pubquiz. Det bliver hver anden uge og altid torsdag.

Nørre Bodegas quiz

Hver onsdag klokken 21 er der quizaften på Nørre Bodega på Nørrebrogade. Det er helt gratis at være med, og hold kan bestå af alt fra en enkelt person til hele slænget plus familien.

Torsdagsquiz på Pub’n’Roll

Hver torsdag er der quiz på Pub’n’Roll på Jagtvej. Det er gratis at deltage, og der er præmier på helt op til 2.500 kroner i hver quiz. Hold skal bestå af fem personer, og quizzen kører, hvis der er mindst fem hold tilmeldt.

Escobar

Escobar i Blågårdsagde har altid temaet “rock og popkultur” og afholdes fast den første onsdag i måneden. Det er gratis at deltage, og I må være op til fem personer per hold. Under quizzen koster fadøl kun 25 kroner, og vinderhold samt andenplads modtager et gavekort til baren. Læs mere i quizzens Facebook-gruppe, der også bruges aktivt i quizzen.

Pubquiz på Frederiksberg

Grock

Cirka en gang om måneden er der pubquiz på café Grock. Det er svært, men skidesjovt og lærerigt (hvis du altså kan huske noget dagen efter). Læs mere her.

Pubquiz på Vesterbro

Cafe33

Der er pubquiz sidste tirsdag i måneden på Cafe33 i Dybbølsgade, hvor det er helt gratis at deltage. I må være to til otte (og nogle gange 10), personer per hold. Du kan også komme alene, da der altid er nogle hold, der bliver lavet på selve aftenen.

Trows

Skotske Trows på Vesterbrogade byder indenfor til maksimum fire per hold i den månedlige quiz. I skal reservere et bord ved enten at gå ind og booke på forhånd eller sende en besked til barens Facebook-side. Til gengæld er det gratis at deltage.

bodega bar pub pubquiz quiz koebenhavn
Foto: Unsplash

Læs også: Fra jord til bord og Møn til Vesterbro: Emil åbner ny bar med 300 gratis cocktails

Pubquiz i Indre By

Pubquiz på Globe Irish Pub

Hver anden torsdag er der quiz på den irske pub Globe. I må maksimalt være fem personer på hvert hold, og det koster 30 kroner per person at deltage.

Alpehyttens onsdagsquiz

Hver onsdag er der quiz i Alpehytten på Gothersgade. Det koster 35 kroner per person, og så er der fri fadøl i en time. Du skal tilmelde dit hold på telefon 6171 9537.

Farfar

Dansebodegaen i Skindergade tester din viden hver torsdag. Tilmelding koster 50 kroner, men så får du også grøn Tuborg fra klokken 19 til 20 samt halv pris på Grøn Tuborg og Husets Sjusser resten af natten. Hold må bestå af to til otte deltagere.

Ørsted Ølbar

Første mandag i hver måned er der pubquiz på Ørsted Ølbar på Nørre Farimagsgade. I må maksimalt være fire personer per hold, og det koster 25 kroner at deltage. Vinderholdet får hele puljen!

Søhesten

Der er engelsksproget quiz for hold á to til fem personer hver tirsdag på Søhesten i Sølvgade: To runder med paratviden og en runde med musik. Det er helt gratis, og vinderholdet får en flaske af barens bedste Cava.

bodega bar pub pubquiz quiz koebenhavn
Foto: Unsplash

Pubquiz på Østerbro

Søernes Ølbar

Det er altid den sidste mandag i måneden, at der er quizaften på Søernes Ølbar. Der kommer en begivenhed op på barens Facebook-side cirka en uge før quizzen.

Cafe kildevæld

Den 1. onsdag i måneden kan du betale 25 kroner for at deltage i quizzen på Cafe Kildevæld, der ligger tæt på Svanemøllen. Den begynder klokken 19 med to drinksrunder, og vinderholdet tager hele puljen. Det er en god ide at følge med i nyhederne i ugen op til quizzen …

Pubquiz i Sydhavnen

Kellermans bar og grill

Første mandag i hver måned kan du udfordre de andre bargæster i paratviden. Du kan vinde øl og kontanter ved at svare rigtigt på flest af de 45 spørgsmål. I må være fire personer per hold og skal hver give 50 kroner for at deltage. Årets vinder modtager et gavekort på 1.000 kroner til baren.

Pubquiz på Amager

Haabet

Der er dømt bodegaquiz den første torsdag i hver måned på Haabet Bodega på Amagerbrogade 10. Det er klokken 19, koster 25 kroner per deltager, og I må maksimalt være fire personer på et hold. Der vil være bonusspørgsmål efter hver runde, der udløser shots til vinderholdet.

Holmbladet

Det er ganske gratis at deltage i Holmbladets ugentlige torsdagsquiz, hvor dit hold blandt andet kan vinde en flaske Jägermeister. Kom en halv time før, så du er sikker på at få en plads. I må maksimalt være seks på et hold, og kommer du alene, kan quizmasteren finde et hold til dig.

Læs også: Hidden Dimsum By Night: Ultrapopulær restaurant åbner natkoncept med 100 gratis øl og bao