39 kommende danske stjerneskud på musikhimlen er på plakaten til dette års UHØRT Festival på Vesterbro.

Tre scener. To barer og masser af foodtrucks. Årets UHØRT Festival i Copenhagen Skatepark byder på de allernyeste danske musiknavne – navne, som endnu ikke er kendt i den brede offentlighed. Tidligere har bands som eksempelvis The Minds of 99, Farveblind, Iris Gold, Aksglæde, Ida Kudo, The Entrepreneurs og Nelson Can optrådt på UHØRT Festival.

I år kan du opleve 39 nye bands og artister. Blandt årets optrædende findes bl.a. Jonas Wright, Aloo, Of The Valley, Lunar, Kogekunst, Between Oceans og Girlcrush. To af artisterne har netop optrådt til KarriereKanonen på Smukfest, og nu er turen altså kommet til det københavnske publikum.

Publikum UHØRT Festival

Det er tredje år i træk, at UHØRT Festival afvikles på Vesterbro. Den gamle bydels urbane og kreative stemning passer rigtig godt til festivalen, mener UHØRTs festivalleder, Jesper Krüger:

“Når du ankommer til UHØRT Festival, så fornemmer du straks, at musikken er i højsædet. Pladsen summer af musikinteressede mennesker, og den er indrettet, så det både er nemt at komme rundt til de tre scener, hvor musikken hele tiden er tæt på, men også til de lækre madboder og barer tæt på musikken”, siger han.

Som den eneste festival i Danmark får alle optrædende en mentor, der er nogle af musikbranchens eksperter, og mentor-ordningen fortsætter efter festivalen, så artisterne får bedst mulige vilkår for at bryde igennem til det rigtig store publikum. Det gælder eksempelvis Anders Stig Møller fra Turboweekend, Hannah Schneider og Lydmor.

LÆS OGSÅ: Vilde madoplevelser: Her er det bedste fra programmet til ZOO Food Festival

Det er syvende år, at UHØRT Festival finder sted, og i år har interessen for festivalen nået overraskende nye højder med 750 ansøgninger fra håbefulde og talentfulde bands fra hele landet.

Årets uhørte navne indtager festivalens scener på Vesterbro fredag den 23. og lørdag den 24. august. Og udover musikken kan du hænge ud og spise mad fra forskellige streetfoodboder, eksempelvis Hooked, Noodle House og Gastrotrucken. I barerne fås både rød-, hvid- og rosévin, øl, vand og cocktails.

Billetter til hele weekenden koster 195 kroner. Og dem finder du via linket her.