Freja Knigge har i et års tid haft Knigge Vintage i Matthæusgade på Vesterbro. Nu har butikken fået vokseværk og åbner i større lokaler med masser af farver i Indre By.

Store palmer. Orange og lilla vægge. En plysbombe i midten af det hele. Og koskind som forhæng til prøverummene.

Indretningen er ikke til at tage fejl af i 32-årige Freja Knigges nye vintagebutik midt på Studiestræde i Indre By.

”Da jeg så det her lokale, tænkte jeg, at det skulle ligne noget fra en R’n’B-video i 00’erne. Og jeg er vildt glad for resultatet”, fortæller Freja til weKBH.dk, da vi møder hende i butikken.

Her er der knald på både farver og Freja. Der er højt til loftet. Og hendes kærlighed til vintagetøj og det at springe ud i et nyt eventyr er stor. Priserne på vintagetøjet i den nye butik, dem har hun til gengæld sat på lavblus.

”Jeg prøver at have et miks af unikke ting og en hel masse tøj, der ikke er så dyrt. Jeg synes nemlig, det er langt sjovere, at der er flere, som kan være med”, siger Freja Knigge om konceptet i butikken.

På Vesterbro har hun haft god respons på både tøj, priser og koncept. Men butikken har haft en for lokal beliggenhed. Derfor udvider hun nu med ny placering og større lokaler.

“Der er mange, der shopper herinde. Og mange andre vintagebutikker. Det tror jeg er en klar fordel”, fortæller Freja Knigge.

Hun finder primært sin inspiration til indkøb i butikken på nettet.

“Jeg bruger meget tid på nettet og køber fra folk. Og så henter jeg fra loppemarkeder og lidt større steder”, siger hun.

Der er dog kun pigetøj i butikken. Til gengæld skal det ikke afholde fyrene fra også at købe tøj.

“Jeg henvender mig til både piger, kvinder og modige drenge”, siger Freja og smiler.

Knigge Vintage kommer til at have åbent fra 12-18 tirsdag til fredag, mens der om lørdagen er åbent fra 12-16. Du finder Knigge Vintage på Studiestræde 24 i Indre By.