Madklubben har hele 16 restauranter under sin kokkehue, og der er flere i bagemaskinen. Her er de fem bedste Madklubben-etablissementer – og tre, du måske først hører om nu.

Det er helt forståeligt, hvis du har tabt overblikket over de mange Madklubben-restauranter, der efterhånden er skudt op ikke kun i København, men også i smilets by. Klubben har nemlig åbnet 16 forskellige steder – og det er bare dem, der falder i restaurantkategorien. Derudover er der også en cocktailbar og en samling selskabslokaler.

Heldigvis kommer weKBH dig til undsætning med en samling af de fem bedste restauranter. Så behøver du kun finde ud af, om du skal vælge efter køkken eller placering.

Fransk i Indre By: Brasserie Royal

Frankofilt spisested på Regnbuepladsen lige ved Københavns Rådhus. Her finder du klubbens bud på et såkaldt “Pariserie”. Kælderen gemmer på intime spisebåse og cocktailbar, men også stueetagen er god til date night.

Menuen byder blandt andet på tartar, coq au vin, steak au frites og confiteret and.

Prisniveau: 1 ret fra 125 kroner, 2 fra 200, 3 fra 225.

madklubben brasserie royal

Asiatisk på Vesterbro: Hanzō

Hvordan smager farver? Det finder du ud af på anmelderroste Hanzō, der ligger på Vesterbro-siden af Værnedamsvej. Forestil dig asiatisk street food tilsat elegance i gourmetklassen. Et godt sted til dig, der gerne ofrer en smule ekstra på lækre retter inspireret af fjernøsten.

Prisniveau: 11-retters tasting-menu (småretter) til 375 kroner per person.

hanzo, madklubben

Mellemøstligt ved Kongens Nytorv: Bazaar

Er du til mezze og specialiteter, der tager dig med til en libanesisk restaurant i Beiruts vandkant? Nyåbnede Bazaar byder på eksotiske retter som humus, falafel, oksekebab, persisk grillet kylling og civiche og er derudover det oplagte valg for vegetarer og veganere, da den som den eneste Madklubben-restaurant har et enormt udvalg af kødfri retter på menuen.

Prisniveau: 10 mezze/små retter, 350 kroner per person.

mezze, madklubben, bazaar

Klassiske livretter: Madklubben Frederiksberg

Frederiksbergs gamle stationsbygning gemmer på en restaurant, hvor maden er ærlig og traditionel a la suppe, fisk og mør bøf. Det er retter, der ikke gør sig til mere, end de er, og det er perfekt, når du bare har brug for et godt måltid.

Vi kan anbefale svampesuppen, hvis den da ikke er taget af menuen igen. Den skifter nemlig ofte, så der hele tiden er nyt at komme efter i restauranten.

Læs vores anmeldelse af Madklubben Frederiksberg her.

Madklubben Frederiksberg
Foto: Anders Reinholdt Jonssen

Italiensk ved Nyhavn: Tony’s

Drømmer du om at opleve en middag som en ægte mafioso-mama ville servere den? Du kommer ret tæt på, hvis du spiser på Tony’s i Havnegade. Restauranten er lidt mindre end mange af de andre, hvilket gør den ekstra romantisk.

Prisniveau: 3 retter fra 225 kroner.

Madklubben, Tony's, tonys, italiensk restaurant nyhavn

 

… Og tre “madklubber”, du måske ikke kender:

 

Frankies Pizza (Østerbro, Nørrebro og Vesterbro)

Vidste du, at pizzastederne Frankies Pizza faktisk er Madklubben-restauranter? De afslappede pizzarestauranter bager i stenovn og findes på Østerbro, Nørrebro og snart også Vesterbro.

Food Club (Nørrebro)

Konceptet er buffetbaseret, og Food Club har en jordbunden stemning, der minder om sammenskudsmiddag. Her behøver du bare ikke kokkerere selv. Prisen begynder ved 250 kroner per person og afhænger af, hvor længe dit besøg varer.

Alabama social (Nørrebro)

Vakseægte comfort og soul food a la Amerika. Det er, hvad du kan forvente hos Alabama Social, hvor indretningen er inspireret af sydstaterne. Sammensæt din egen treretters menu fra 325 kroner.

 

Læs også: Madklubben åbner endnu en restaurant på Frederiksberg

 

I skrivende stund har klubben 16 restauranter i København og Aarhus. Derudover er der cocktailbaren Bar Next Door samt selskabslokaler på Østerbro:

Madklubben Grill (Aarhus)
Brasserie Royal
Frankies Pizza Østerbro
Frankies Pizza Nørrebro
Madklubben Aarhus
Bazaar
Madklubben Østerbro
FOOD CLUB
Hanzō
Madklubben Frederiksberg
Tony’s Havnegade
Madklubben Bistro-de-Luxe
Madklubben Steak
Bar Next Door
Madklubben Vesterbro
Selskabslokaler
Alabama Social
Bistro Royal

Der er flere restauranter på tegnebrættet i både Aarhus og København.