Tag to af byens største bagerstjerner. Tilsæt så en årelang drøm om at skabe bagerlækkerier til Coffee Collectives kaffe. Så får du verdens bedste kaffebarsbageri, Collective Bakery.

København vælter sig i gourmetbagerier og har efterhånden markeret sig som verdens førende gluten-hovedstad. Nyeste bagerskud på træstammen er Collective Bakery, der fredag slår dørene op for deres nye bageri i Stefansgadekvarteret på Nørrebro.

Det er folkene bag Coffee Collective, der står bag det nye bageri. Og de vil også servere bagergodterne i deres seks kaffebarer i København.

“Vi har i årevis drømt om at åbne et bageri, hvor vi kunne udforske bagværk og samspillet med kaffe. Vores mål har været at lave verdens bedste kaffebarsbageri og løfte bagværket i vores kaffebarer til samme høje niveau som kaffen”, siger direktør Peter Dupont.

For at få samme kvalitet i brødet som i kaffen, har Coffee Collective brugt erfaringer fra at handle direkte med kaffebønder og samarbejde om kvalitetsudvikling, og overført det til brødverdenen. Derfor har Coffee Collective besøgt kornbønder og møller i hele landet for at finde frem til de hele rigtige partnere, som leverer korn og mel til Collective Bakery.

Har hentet stærke kræfter med erfaring fra Juno og Hart

Til at stå for bageriet har kaffefolkene allieret sig med bagerichef Michael Craig. Han har en fortid hos Hart Bageri, Lille Bakery og Amass. Ved sin side har han et super dygtigt team med souschef Meagan Murray (tidl. Juno, Mirabelle og Rug) samt tre andre erfarne bagere.

“På samme måde som Coffee Collective omhyggeligt har indkøbt sine kaffer, vil vi i bageriet opbygge en direkte relation med landmænd, møllere og andre råvareproducenter for at kunne udvikle os løbende og lære om mere bæredygtige produktionsmetoder”, siger bagerichef Michael Craig.

Han uddyber, at der i Collective Bakery vil være et stort fokus på sæsonvarer, gennemskuelige ingredienser og en tydelig smag af det mest grundlæggende: Kornet. Og så selvfølgelig også kvaliteten af hvert enkelt bagværk.

Udover croissanter, surdejsbrød og boller, kernerugbrød og cookies er der et par specielle ting på menuen. Blandt andet et kardemommeflet, som har navn efter måden, dejen er foldet på. Det ligner nemlig en fletning.

Derudover kan du også sætte tænderne i en citronbølge. Den er lavet af overskydende croissantdej, som får sin bølgede signaturform på en træpind under bagningen. Lige efter den er taget ud af ovnen, pensles den med en intens og utrolig aromatisk hjemmelavet sirup af biodynamiske citroner fra Sicilien.

Collective Bakery åbner fredag den 9. april. Og du finder bageriet på Nørrebrogade 176.