L.O.C, Mads Langer, Malk De Koijn og Annika Aakjær er blandt navnene til en række store drive in-koncerter i Københavns Lufthavn. Og flere navne er på vej. Billetsalget begynder denne uge.

Der bliver alligevel liveoplevelser for enhver smag denne sommer i København, afslører koncertarrangøren Live Nation i en pressemeddelelse.

De er nemlig gået sammen med lufthavnen om en række store drive in-koncerter i Københavns Lufthavn under navnet DRIVE IN – LIVE.

Første navn på plakaten er L.O.C, og flere navne som Mads Langer, Teitur og Claus Hempler, Malk De Koijn og Annika Aakjær spiller også koncerter. Derudover bliver der også live-oplevelser med Mads og Monopolet og Onkel Reje.

Drive in-koncerterne finder sted fra den 20. maj til den 1. juni ved parkeringsarealet ved Københavns Lufthavn. Og arrangementerne er selvfølgelig designet til at overholde alle officielle anbefalinger, så publikum roligt kan nyde de mange koncerter, comedyshows og familieoplevelser

Da DRIVE IN – LIVE-arrangementerne skal opleves fra egen bil, og med den anbefalede afstand, så vil publikum komme lidt længere væk fra scenen end ved en traditionel koncert. Derfor er scenen bygget ekstra høj, så udsynet bliver bedst muligt for alle, ligesom tre storskærme vil gøre oplevelsen ekstra god.

Arrangementerne vil have plads til ca. 600 biler pr. gang, der kan høre lyden igennem deres bilradio.

Prisen på de enkelte arrangementer vil variere, men publikum betaler pr. bil med op til 5 personer. Der vil være mulighed for at købe alkoholfri drikkevarer og snacks til alle arrangementer.

“Danskerne hungrer efter koncerter og familieunderholdning, nu hvor alle forårets arrangementer er aflyst. Så DRIVE IN – LIVE er en ny måde at bringe de gode oplevelser ud til danskerne på, hvor vi stadigvæk tager hensyn til alle de officielle anbefalinger”, siger Christian Krage fra Live Nation Danmark.

Og i Københavns Lufthavn glæder man sig til koncerterne.

“Vi lever af – sammen med gode samarbejdspartnere – at give mennesker muligheder for at få gode oplevelser og spændende rejser. Lige nu er det jo lidt svært i den aktuelle sundhedskrise, men til gengæld kan vi være med på artisternes rejse tilbage til publikum. Vi er jo Danmarks centrum for både længsel og gensynsglæde, så derfor er vi glade for at kunne stille vores faciliteter til rådighed for arrangementet”, siger Peter Krogsgaard, Kommerciel Direktør, Københavns Lufthavn.

Billetsalget til DRIVE IN – LIVE begynder den 13. maj klokken 10. Og du finder billetter via linket her til Ticketmaster.

Du kan også se hvert enkelt koncert i vores kalender og begivenheder i København via linket her.

Du kan læse meget mere om de store drive in-koncerter i Københavns Lufthavn på DRIVE IN – LIVE’s hjemmeside via linket her.