Kulturtårnets pop-up restaurant har lavet et nyt samarbejde med mørkerestauranten Dark Waiter, så du kan komme til at spise en lækker middag i blinde i januar.

Seks retters middag i totalt mørke. Sådan er konceptet Dinner in the Dark, som over 10 dage i januar løber af stablen i Kulturtårnet.

Tårnet bliver i perioden omdannet til en sjov, intim og grænseoverskridende mørke-restaurant, hvor sanserne udfordres og stimuleres på helt nye måder.

Når synssansen fratages os, træder andre sanser til, som kan hjælpe os med at navigere og skelne mad på tallerkenen.

Høre-, føle-, smage- og duftesansen tager over og styrer kroppen gennem et sanserigt måltid med seks retter mad, vinmenu og underholdning i det 81 år gamle brotårn, skriver Kulturtårnet på sin hjemmeside.

Som en del af oplevelsen holdes menuen hemmelig, men er du allergiker eller vegetar, kan du selvfølgelig få tilpasset menuen.

Der er plads til 12 spisende gæster i alt i tårnet, seks på hver etage. Man kan enten booke alene eller som par og sidde i rum med to andre par. Som familie eller selskab på seks personer får man eget rum og egen tjener.

Læs mere og book bord via linket her. Kuvertprisen er 995 kroner.